Hvad er dronemusik?

  Et droneinstrument kan defineres som et musikinstrument der er bygget/indrettet til at supplere sig selv med én eller flere konstant med-klingende toner, når det trakteres.

  Disse toner -typisk frembragt af strenge eller piber- spiller som en underliggende ”grundtone” i musikken, og er derfor typisk stemt i harmoni med melodiens skala/toneart -som oftest grundtonen eller kvinten.  En sådan med-klingende tone kaldes pr. definition en "drone".
 
  Dette musikalske princip giver dronemusikken sit særpræg, idet melodien ofte er bundet til de tonearter dronen "lægger for dagen". Musikteoretisk kan dronemusikken derfor betragtes som en utrolig enkel - næsten primitiv genre, og den kan i realiteten også defineres af dens monotone udtryk, idet de enkelte melodier aldrig vil modulere og altid vil harmoniseres ud fra dronetonen... hvis den vel og mærket harmoniseres overhovedet! I dronemusikkens traditionnelle form udgør dronen netop harmonien i musikken.
 
  I praksis kan dronemusikkens udtryk opnås på de fleste strengeinstrumenter ved en "åben stemning" hvor musikeren kan lade enkelte strenge klinge med som drone-toner under udøvelsen. Ligeledes kan man med et melodiinstrument til hver en tid opfylde rollen som "drone" i et ensemble ved at spille den samme tone konstant i perioder eller igennem et helt stykke musik.
 
  Begrebsmæssigt bør deciderede droneinstrumenter imidlertid nok forbindes med de traditionelle instrument-typer hvori dronen i sig selv synes at være ”tænkt ind” i instrumentets konstruktion; det være sig f.eks. drejeliren og sækkepiben (der begge ses i foreningens logo). Disse instrumenter findes i talrige regionale, historiske og nytænkte afskygninger men hører alle inde under foreningens interessefelt.
 
 

Pibe og lire tegnet af Poul Lendal