Lireseminar

 En grå regnvejrsdag begiver en lille flok droneentusiaster sig til København. Nogle kommer helt fra Jylland, mens andre føler sig mere hjemme i storbyen. Destinationen er Musikhistorisk museum, og forude venter en dag med nørderi i særklasse. Den lille flok stimler sammen foran porten, der åbner til en spændende rundrejse i instrumentland.

  I dag er det dog drejeliren, der er i fokus - helt ekstraordinært har Dronemusik Danmarks medlemmer fået lov at kigge nærmere på et udvalg af museets ca. 20 drejelirer - deriblandt nogle stykker, der normalt ligger på magasin. Lirerne bæres ind af kuratoren en af gangen, og ærefrygten blandes med begejstring, når vi ligefrem får lov at røre ved klenodierne (bare vi har stofhandsker på). Udvalget er bredt og meget varieret - lige fra den enorme tyske med udskæringer af bestik og piber til den lillebitte franske pyntelire, der fik alle til at tabe underkæben.
  Et overraskende indslag er en nøgleharpe, der egentlig ikke skulle have været med. Denne vakte dog glæde hos selskabets eneste nøgleharpespiller - og hos resten af flokken, da den viste sig at have tilhørt Byss Kalle -  En legendarisk svensk spillemand, der har lagt navn til en del kendte melodier. Pludselig var nøgleharpen relateret til noget bekendt, og alle var enige om at det var en meget heldig forveksling, nu det skulle være.!

 

           ·    Se billeder