Glemt – eller snarere gemt i den danske musikhistorie og kultur findes en række unikke musikinstrumenter; nemlig de såkaldte droneinstrumenter. Instrumenter som drejelire, sækkepibe og nøgleharpe mf. har eksisteret i Danmark siden middelalderen, men forsvandt stort set i løbet af 1700- og 1800-tallet.
I dag betragtes droneinstrumenterne af mange som et musikhistorisk levn fra fortiden, på trods af at netop disse instrumenter har set en opblomstring på de danske musikscener inden for de sidste årtier. I hænderne på musikere og orkestre som blandt andre; Lars Lilholt, Sorten Muld, og Den Sorte Skole oplever droneinstrumenterne netop nu en renæssance inden for den danske musikkultur: Fra folkemusik til klassisk og elektronisk musik, og fra gadeoptrædener til Roskilde Festivals Orange Scene.
Et droneinstrument kan defineres som et musikinstrument der er bygget/indrettet til at supplere sig selv med én eller flere konstant med-klingende toner, når det trakteres.
Disse toner -typisk frembragt af strenge eller piber- spiller som en underliggende ”grundtone” i musikken, og er derfor typisk stemt i harmoni med melodiens skala/toneart -som oftest grundtonen eller kvinten. En sådan med-klingende tone kaldes pr. definition en “drone”.
Dette musikalske princip giver dronemusikken sit særpræg, idet melodien ofte er bundet til de tonearter dronen “lægger for dagen”. Musikteoretisk kan dronemusikken derfor betragtes som en utrolig enkel – næsten primitiv genre, og den kan i realiteten også defineres af dens monotone udtryk, idet de enkelte melodier aldrig vil modulere og altid vil harmoniseres ud fra dronetonen… hvis den vel og mærket harmoniseres overhovedet! I dronemusikkens traditionnelle form udgør dronen netop harmonien i musikken.
I praksis kan dronemusikkens udtryk opnås på de fleste strengeinstrumenter ved en “åben stemning” hvor musikeren kan lade enkelte strenge klinge med som drone-toner under udøvelsen. Ligeledes kan man med et melodiinstrument til hver en tid opfylde rollen som “drone” i et ensemble ved at spille den samme tone konstant i perioder eller igennem et helt stykke musik.
Begrebsmæssigt bør deciderede droneinstrumenter imidlertid nok forbindes med de traditionelle instrument-typer hvori dronen i sig selv synes at være ”tænkt ind” i instrumentets konstruktion; det være sig f.eks. drejeliren og sækkepiben (der begge ses i foreningens logo). Disse instrumenter findes i talrige regionale, historiske og nytænkte afskygninger men hører alle inde under foreningens interessefelt.
Læs også om Dronemusik Danmarks instrumentbank.
Eksempler på droneinstrumenter:
En strygeharpe er et folkeinstrument med 2 – 4 stenge, stemt med den lyseste streng på instrumentets venstre side – modsat en violin. Strengematerialet er traditionelt hestehår eller tarm – i dag bruges desuden metalstrenge og fake-hestehårstrenge, lavet af fiskeline.
Navnet ’strygeharpe’ betegner ret og slet en harpe der spilles med bue – ordet ’harpe’ her brugt folkeligt; dvs. som betegnelse for snart sagt alle strengeinstrumenter. I dag, bruges navnet for lyrer der spilles med bue, så ’strygelyre’ er egentlig en mere korrekt betegnelse. Der er forskellige typer strygeharper, f.eks. den finske ’jouhikko’ og den estniske talharpa/tagelharpa.
Strygeharpen bliver genopfundet i starten af 1900-tallet, da musikforskere finder en håndfuld tilbageværende spillemænd i de fjerneste egne af østre Finland (i dag russisk område) og i svenskbygderne på de estniske øer. Under krigen, bliver mange svensktalende ester evakueret til Sverige, hvilket bidrager til en revival i 1970-erne, der har holdt sig til i dag.
Strygeharpens rødder går lidt over tusind år tilbage – til strygebuens opfindelse og ankomst til Europa. Fra 900-tallet kan man på illustrationer se buen appliceret på stort set alt der har strenge – herunder lyrer. Det er uklart hvornår strygeharpen kommer til Norden – riksspelman Styrbjørn Bergelt har argumenteret for, at vikingerne medbragte buen fra Byzans og brugte den på sine hjemlige lyrer. En strygeharpe er i hvert fald afbildet på Nidarosdommen i Norge, og ordet ”haar-gie” omtales i en 1600-tals kilde. Af de 49 museums-instrumenter der i skrivende stund er registreret, er to fra Sverige, så alt tyder på, at strygeharpen en gang har været udbred i hele Norden.
Slagbordun (DK), string drum (GB), tambourin a cordes (F), salterio (ES), Saitentrommel (D)
Slagbordunen tilhører citar-familien; en resonanskasse hvorpå der er spændt et antal strenge, der klinger når de knipse, anslås eller stryges. Den er et droneinstrument, hvor strengene stemmes i kvinter eller kvarter og anslås med en trommestik for at producere en rytmisk bordun-understøttelse af stemme eller soloinstrument. I mordsætning til den danske/skånske humle og den norske langeleik findes der altså ikke nogen melodistreng i tillæg til bordunstrengene.
Den tidligste afbildning af en slagbordun (som jeg er bekendt med) finder man på L’Apocalypse d’Anger, som er et vævet billedtæppe fra ca. 1377. I borten rundt omkring hovedmotiverne, er der placeret en mængde musicerende engle, hvoraf en af dem synger og akkompagnerer sig selv på slagbordun. Instrument er tilsyneladende langt (1- 1,5 m afhængig af størrelsen på en engel, så klart) og forsynet med to strenge, der anslåes med en ganske tyk stik.
Slagbordunen er i øvrigt ikke et instrument, der ofte er repræsenteret i ikonografi fra middelalder og renæssance. Den dukker dog op i ny og næ i billeder spredt over det europæiske kontinent, og instrumenterne varierer både i størrelse og strengeantal, men oftest ses de spillet af en musiker, der samtidig spiller på enhåndsfløjte.
Fra at være et relativt sjældent instrument i middelalderen, ser det ud til at slagbordunen næsten helt forsvinder i løbet af 1500-tallet, bortset fra nogle få områder i Sydfrankrig og Nordspanien, hvor den har overlevet som folkemusikinstrument helt frem til i dag som akkompagnementsinstrument til en lokale varianter af enhåndsfløjter.
De moderne traditionelle instrumenter har næsten alle 6 tykke strenge af tarm eller lign. og anslåes, som på de middelalderlige afbildninger, med en tyk stik. Desuden berøres strengene i en af enderne ganske let af en ekstra bro eller nogle små anordninger, som tilføjer en slags snerrende effekt til instrumentets klang, nøjagtig som det høres på f.eks. den indiske sitar. Om denne funktion også fandtes på de middelalderlige slagborduner, må desværre stå hen i det uvisse, men det er meget sandsynligt, når man tænker på at en sådan funktion også var almindelig på visse af de middelalderlige harpetyper samt, at lignende snerrende effekter også blev opnået på andre slagtøjsinstrumenter. En tromme havde f.eks. altid en snor på tværs af skindet (seiding) og en triangel altid monterede ringe, som vibrerer/rasler når instrumenterne slåes an.
Poul Høxbro, Oslo, april 2022.
Flere instrumenter (+ illustrationer) kommer snart:
Sækkepibe
Nøgleharpe
Drejelire
Jødeharpe
Launeddas
Andre…